fredag den 20. marts 2015

Formiddagen til fri disposition. Hjemrejsen startede kl. 12.00 fra hotellet. Vi brugte tiden til en lidt senere morgenmad, til at pakke og til et par små traveture i nærområdet.

Der var et fantastisk folkeliv på den lille strand. Masser af boldspil, bl. a. En slags volleyball med to mand på hver banehalvdel. De måtte kun røre bolden med fødder, hoved og bryst, og det var facinerende at opleve deres engagement og deres færdigheder.

Kl. 12. gik turen mod lufthavnen i Salvador, hvor vi vi boardede flyet mod Rio - en tur på et par timer. Da vi havde fløjet omkring halvanden time, meddelte piloten, at han havde besluttet at returnere til Salvador på grund af tekniske problemer. Der var åbenbart noget i vejen med autopiloten og problemer med kommunikationsanlægget.

Piloten havde allerede fløjet mod Salvador i nogen tid inden passagererne blev orienteret, for vi landede allerede efter ca. 20 minutter. Vi havde godt nok undret os over, at vi gik ned i højde inden vi fik meddelelsen. Der var lidt panik i flyet, men landingen gik perfekt. Vi blev orienteret om, at en tekniker ville komme om bord og løse problemet, og at der ville gå nogle minutter inden vi var klar til afgang igen. Vi ventede i flyet i godt en times tid, inden vi fik besked på, at vi skulle skifte fly.

Der blev booket billetter hos et andet flyselskab, GOL, og vi kom til Rio med 5-6 timers forsinkelse. Vores KLM-fly var for længst fløjet, så vi måtte tage en minibus ind til Rio, hvor vi overnattede på hotel Imperial. Vi gik til ro ved et-tiden og var rimelig flade.....

Vi havde en aftale om, at vi kl. 10 ville få en opdatering på evt. hjemrejsemuligheder.